Ansøgning om medlemskab
Medlemskab af foreningen
Foreningens vedtægter bestemmer hvem, der kan blive medlem og dermed få adgang til Degnebadet. Det eneste krav er, at man på ansøgnings- og optagelsestidspunktet skal være bosiddende i Silkeborg Kommune. Derudover sætter det samlede antal medlemskaber en begrænsning på, hvor mange medlemmer, foreningen kan have. Al korrespondance mellem medlemmer og foreningen sker vha. e-mail, og det er derfor en betingelse, at ansøgere har en valid e-mail adresse, hvor vedkommende kan træffes.
Foreningen har derfor indført en venteliste, som man kan skrive sig på, hvis man ønsker medlemskab. Af hensyn til de administrative opgaver opkræves der et gebyr, når man melder sig til ventelisten, samt et gebyr for at komme på og stå på ventelisten. Dette er p.t. kr. 50,00 og skal indbetales på foreningens konto i Jyske Bank konto nr. 5148-1292137 inden optagelse på listen. Det årlige gebyr opkræves hvert år pr. e-mail i januar måned. Såfremt gebyret ikke betales rettidigt, slettes man af ventelisten.
Ansøgere til foreningen skal udfylde nedenstående skema (pdf fil med skrivbare og obligatoriske felter) og indsende det til foreningen ved brug af formularen under "Kontakt". Ved indsendelse accepterer man at skulle betale gebyr for optagelse på ventelisten samt det årlige gebyr, som p.t. er kr. 50,00 til konto 5148-1292137 i Jyske Bank. Dette skal ske samtidig med fremsendelse af ansøgningen. Desuden bekræfter man, at man incl. ens udenbys gæster samt øvrige familie vil respektere foreningens vedtægter samt reglementet for Degnebadet ved evt. medlemskab. Ansøgere optages i foreningen i den rækkefølge, de har fremsendt ønske om medlemskab. Man kan naturligvis altid meddele foreningen, at man ikke længere ønsker at stå på ventelisten og dermed undlade at betale gebyret, men dette tilbagebetales ikke, - hverken helt eller delvist.
Optagelse i foreningen sker ved, at der som følge af udmeldelse el.lign. bliver en ledig plads. Denne tilbydes den ansøger, der står øverst på ventelisten, og vedkommende skal inden for 1 uge melde tilbage, om man ønsker at tage imod tilbuddet. I modsat fald slettes man af ventelisten, og pladsen tilbydes til den næste på listen.
I øjeblikket (august 2025) er der omkring 35 personer
på ventelisten, og der optages typisk 0 - 2 nye medlemmer hvert år. Ansøgere
skal derfor væbne sig med en del tålmodighed.
Spørgsmål mht. medlemskab rettes til formanden (se under "Kontakt").
