Om foreningen og Degnebadet
- Om foreningen:
Badeselskabet ved Almindsø af 1922 (Badeselskabet) blev stiftet af en række lærere ved hhv. Th. Langs Seminarium og Silkeborg Seminarium den 31. maj 1922 på et møde på Hotel Dania, idet man samme år af Statsskovvæsnet fik lov til at opføre et badehus på nordsiden af Almindsø. Baggrunden var, at man ønskede mulighed for at kunne bade og nyde naturen i ordnede forhold, idet stedet den gang var særdeles isoleret.
Foreningen har 80 medlemmer bestående dels af familier og
dels af enlige, og antallet er bestemt på foreningens generalforsamling. Som
medlem betaler man et indskud (p.t. kr. 1.500,00) samt et årligt kontingent,
der p.t. andrager
kr. 450,00 for familier og kr. 350,00 for enlige. Kontingentet
opkræves hvert år i april måned.
- Om Degnebadet:
Badehuset blev i folkemunde hurtigt kaldt Degnebadet som følge af lærernes store betydning for foreningen, og dette navn er efterhånden blevet officielt.
I dag lejer foreningen de ca. 8 m. søbred ved Almindsø af Naturstyrelsen, og man har indrettet sig med 4 omklædningskabiner i en U-formet bygning, der helt er opført i træ. Broerne er forsynet med bænke, der er beregnet til at sidde på, og som ikke skal bruges som depot for tasker, tøj m.v. Degnebadet har derudover ingen faciliteter, idet der hverken er indlagt el eller vand. Medlemmerne kommer derfor udelukkende for at nyde vandet og naturen i rolige omgivelser.
Ud over foreningens vedtægter har man et reglement for Degnebadet. Det indeholder en række bestemmelser om, hvordan medlemmerne forventes at opføre sig ved ophold på Degnebadet. Bl.a. er støjende og larmende adfærd ikke tilladt, ligesom rygning og brug af åben ild er forbudt. Desuden forventes det, at medlemmerne bidrager til vedligeholdelsen af Degnebadet ved at rydde op efter sig og benytte de indkøbte rengøringsmidler efter behov, ligesom man gerne ser, at bunden i bassinet bliver revet for blade, smågrene, siv m.v.
I bund og grund er Degnebadet et fristed fra den travle hverdag, hvor man bør kunne nyde stilheden og omgivelserne uden at blive forstyrret. Det forventes, at de besøgende opfører sig ordentligt, og at man tager hensyn til hinanden. Således er brug af elektroniske forstærkere ikke tilladt på Degnebadet, ligesom brug af mobiltelefoner forventes minimeret.
Adgang til Degnebadet har foreningens medlemmer samt disses udenbys gæster. Det er således ikke tilladt at have lokale venner og kammerater med derud, ligesom hunde og andre kæledyr er forment adgang.
Vedtægter og Reglementet findes på næste side.
